Du er måske en af de boligejere, der har fået brev fra kommunen om, at du skylder dem penge i form af ejendomsskat. Men i brevet står også, at du ikke kan få lov til at betale pengene med det samme.

En politisk aftale fra marts 2017 indfører et nyt boligskattesystem, der træder i kraft i 2021. Aftalen bevirker samtidig, at boligskatten kan stige op til 7 % årligt frem til et nyt system træder i kraft. Og ydermere betyder det også, at boligejere ikke kan få lov at betale deres ejendomsskat med det samme. I stedet laves en såkaldt indfrysning af beløbet, så boligejere i de fleste kommuner først kan få lov at indfri gælden i 2021 – når det nye boligskattesystem starter.

Hvad betyder det så for dig?
Det betyder, at du for det første kan opleve en ophobning af gæld hos kommunen. En gæld, som altså først kan betales i 2021.
For det andet betyder det, at du skal være opmærksom på selv at meddele kommunen i år 2021, at du vil betale gælden og også ønsker at betale ejendomsskat løbende i fremtiden.
Hvis ikke du meddeler det, bliver der pålagt renter på det beløb, du skylder nu og her, og også det du skylder i fremtiden.
Denne rente er endnu ikke fastsat, så derfor er det en god idé at få meddelt kommunen, så snart det bliver muligt, at du gerne vil betale din gæld.

Grunden til, at boligejerne ikke kan få lov til at indfri deres gæld lige nu, er, at indfrielserne vil kræve et nyt it-system, som borgerne i sidste ende skal betale med tid og penge – det fortæller skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Jyllands-Posten.